top of page

Er der forskel?                                                                                                                                                                                                      Markus Bach Meineche

De fleste danskere fejrer jul. Julen er jo en kristen tradition, men det betyder ikke, at andre religioner ikke har tilsvarende højtider. Muslimernes svar på julen hedder Eid, og om end den ikke er nøjagtig lige som julen, har den dog nogle lighedspunkter.

Julen bliver fejret på mange forskellige måder, og det er heller ikke alle der rent faktisk fejrer jul. Til gengæld har de fleste religioner og kulturer en lignende tradition. F.eks. fejrer mange af de muslimske indvandrere i Danmark af gode grunde ikke jul, da det jo ikke tilhører deres religion, men de har Eid, en tilsvarende tradition. Dua’a Al-Waeli, muslimsk studerende på Nærum Gymnasium, har fortalt om hvad de laver i stedet.

 

”Der er Eid to gange om året. Når Ramadanen slutter og når folk tager til Mekka på pilgrimsrejse”.

- Dua’a Al-Waeli, muslimsk studerende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et traditionelt arabisk spisebord som det kunne se ud ved Eid. Foto: Polfoto

 

I juleferien laver hun og hendes familie ikke noget ud over det sædvanlige, og de opretholder en mere eller mindre normal hverdag. Hun siger desuden, at familien ikke rigtig bliver påvirket af, at alle danskerne omkring dem fejrer jul. Hun forklarede mig om, hvad de til gengæld laver til Eid. Eid fejres dagen efter Ramadanens afslutning, hvor det fejres, at fasten endelig er slut.

 

 

Under Eid besøger hun familie og venner, samt går i moskéen, præcis ligesom mange af de danske kristne, der går i kirke under julen. Det er mindre almindeligt med gaver, bortset fra de små børn, som får penge. Der er ikke nogle faste spisevaner til Eid, men en stor familiemiddag er ikke usædvanlig.

 

De fleste kender nok den traditionelle danske måde at fejre jul. Jeg snakkede med Alberte Wolter om, hvilke traditioner hun fejrer i løbet af julen. I modsætning til i Dua’as tilfælde, spiser hun, som mange andre danskere, den samme menu hvert år, bestående af and med brunede kartofler og rødkål, når hun er hos sin far, og gås når hun er hos sin mor. Desuden spiser hun risalamande og danser om juletræet. Alberte og hendes familie har desuden nogle specielle traditioner, som når hun og hendes far hvert år tager på julemarked.

Som sagt er der nogle tydelige forskelle på de gamle danske traditioner og de muslimske traditioner, men samtidigt er der store lighedspunkter, så spørgsmålet er, om vi er så forskellige, som vi tror? 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En typisk dansk julemiddag består ofte af and eller flæskesteg med kartofler og rødkål. Foto: Polfoto

bottom of page